Om mig

Om mig


Jeg hedder Lenette Jul og er født i 1967. Jeg bor i Kirke Såby, tæt ved Isefjorden og det naturskønne område omkring Munkholmbroen. Jeg er mor til to voksne døtre og mormor til en skøn dreng.


Min faglige baggrund er en cand.mag. i dansk og psykologi, og jeg arbejder som selvstændig oversætter.

Jeg har altid været et nysgerrigt og søgende menneske. I 1998 tog jeg min første uddannelse inden for det, man ofte kalder den alternative verden – som zoneterapeut. Selvom jeg ikke kom til at arbejde professionelt med zoneterapi (bl.a. fordi jeg boede en periode i Tyskland med min familie), har den viden været værdifuld for mig på mange andre måder.


Mellem 2011 og 2013 blev jeg uddannet lydhealer – også kaldet vokal lydterapeut – hos Githa Ben-David. I 2015 afsluttede jeg desuden en uddannelse som SoulFlow-terapeut hos Søren Hauge og Kenneth Sørensen.

Ud over det har jeg deltaget i en række kurser og webinarer inden for personlig udvikling. Jeg er blandt andet inspireret af ONEO – A Way of Life ved Cornelius Christopher, som arbejder med bevidsthed og det at leve i overensstemmelse med hjertet.


Livsglæde – og glæde i det hele taget – betyder meget for mig. Det er en grundtone i mit liv, og noget af det, jeg brænder allermest for, er at støtte andre i at finde eller genfinde glæden i deres eget.